Receptionist søges til Nyborg Strand
Vi søger en receptionist med øje for øjeblikket og de gode oplevelser for hver eneste gæst.
Som receptionist på Nyborg Strand får du en vigtig rolle i gæsternes oplevelse af huset. Du og dine kolleger i receptionen er på mange måder husets midtpunkt. Sammen er I med til at sikre, at gæsterne føler sig velkomne og godt hjulpet, uanset om de er hos os til konference, kursus eller hotelophold.
For at trives i rollen
Du taler flydende service og motiveres af at skabe gode oplevelser for andre. Du handler hurtigt, når situationen kræver det, tager ansvar for at finde løsninger og har øje for de små detaljer, der gør en stor forskel. Du bidrager aktivt til det gode samarbejde og den positive stemning, som kendetegner Nyborg Strand.
Dig og din hverdag på Nyborg Strand
Du er uddannet receptionist eller har flere års erfaring fra en lignende stilling. Du trives med mennesker omkring dig, arbejder struktureret og bevarer overblikket, også når der er travlt.
Vi forestiller os, at du:
- Har kendskab til Spectra eller andet hotelsystem
- Har sans for detaljen og tager ansvar for dine opgaver
- Er fleksibel og indstillet på skiftende arbejdstider
- Trives i et tæt samarbejde med kolleger på tværs af huset
- Taler dansk og engelsk
Dine arbejdsopgaver varierer alt efter dagens gæster og aktiviteter i huset, men du kan se frem til:
- Ind- og udcheckning af gæster
- Servicering og vejledning af gæster før, under og efter deres ophold
- Håndtering af telefoniske og skriftlige henvendelser
- Håndtering af gæstefeedback og anmeldelser
- Daglige rutiner i receptionen, herunder kasseafstemning
- Koordinering med husets øvrige afdelinger
- Diverse administrative og praktiske opgaver
Hos Nyborg Strand tror vi på, at de bedste gæsteoplevelser skabes af medarbejdere, der trives, udvikler sig og føler sig som en del af fællesskabet. Derfor tilbyder vi:
- En arbejdsplads med stor variation i hverdagen og tæt kontakt med både gæster og kolleger.
- Ordnede arbejdsforhold og forskellige personalegoder som kantine- og sundhedsordning samt tandforsikring
- Uddannelsesmuligheder, indflydelse på egen hverdag og mulighed for jobrotation
- Et fuldtidsjob med varierende arbejdstider fordelt på både dags-, aften- og weekendvagter
Du bliver en del af et team bestående af receptionister, natportierer, afløsere og ledelse.
Skal der stå dit navn på navneskiltet?
Så send din ansøgning hurtigst muligt. Vi værdsætter mangfoldighed og opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen.
Vi indkalder til samtaler løbende og lukker opslaget, når vi har fundet vores nye kollega.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte receptionschef Lone Romvig på mail lro@nyborgstrand.dk eller tlf. 28 34 84 50.
Nyborg Strand er med sine 422 værelser og mere end 30 møde- og konferencelokaler blandt Danmarks største hotel og konferencecentre. Vi er kendt som ”Hele Danmarks Mødested” og byder hver dag velkommen til både nationale og internationale virksomheder i alle størrelser, lige som vi er et populært valg til weekendophold, miniferier og restaurantbesøg.
Vi sætter en ære i at passe godt på både naturen og hinanden, hvilket afspejler sig i vores bæredygtige ambitioner og værdier samt en tro på, at sammen er vi bedst. Her er højt til loftet og rig mulighed for medindflydelse, udvikling og ansvar. Prikken over i’et er vores enestående beliggenhed med strand og skov som nærmeste naboer.